Computerspil, PlayStation og Nintendo er ikke længere kun for nørder – i dag er det gået hen og blevet populært på tværs af generationer og køn. Flere og flere børn såvel som voksne har nemlig gennem årene udviklet en forkærlighed til de mange muligheder og de fordybelser, som den virtuelle verden åbner op for. Så nu er det slut med at sidde bag nedrullede gardiner og game i skam. Computer, Nintendo og PlayStation er nemlig gået hen og blevet et kært folkeeje i det 21. århundrede.
Hvordan startede det?
Det hele startede med det, i dag forenklede, computerspil kaldet ”Spacewar”, som så dagens lys tilbage i 1962. Dengang var computere alt andet end et folkeeje, og spillet var derfor kun forbeholdt det fåtal, som enten ejede en computer, eller kunne tilluske sig computertid på byens universiteter. Op gennem 70’erne blev computere og konsoller forfinet, og der gik ikke længe før flere og flere fik en hjemmekonsol, de kunne spille på. Dog kunne de første konsoller kun rumme ét spil, så indtil slut 70’erne måtte folk nøjes med at spille det samme spil om og om igen. I løbet af 80’erne vendte man fokusset mod selve spillene, som derfor fik sig lidt af en opdatering. Det var i denne periode at supersimple Pac-Man blev skiftet ud med blandt andet Nintendos supersucces: Super Mario.
Nye tider betyder nye muligheder
Der er sket en masse siden da, og spileksperter og tech-producenter bliver fortsat ved med at forny og nyfortolke spilkonceptet den dag i dag. Nu kan du for eksempel få en endnu mere virkelighedstro oplevelse og decideret træde ind i dit yndlingsspil med et par VR-briller på. Du kan også tage dit yndlingsspil med dig på farten med Nintendos revolutionerende konsol ’Nintendo Switch’. En hybrid mellem en håndholdt og en stationær stue-konsol. Så nu er det slut med at være nødsaget til at stoppe midt i et spil, fordi du skal ud ad døren. Seneste nye skud på tech-stammen er HTC’s VIVE Tracker, som bygger bro mellem den fysiske verden og den virtuelle. Den gør det nemlig muligt for dig at bringe fysiske objekter fra virkeligheden med ind i selve spillet.